Ponyer og heste
På Jettes rideskole har vi rigtig mange søde og dygtige ponyer og heste. Hvis du har overvejet at gå til ridning, kan du se og læse om de forskellige ponyer herinde.
Ponyer
Mød Allan! Hvis du har været i stalden, har du helt sikkert lagt mærke til ham. Han står altid klar lige ved indgangen eller til højre, hvor han holder et vågent øje med alt, hvad der sker. Allan er nemlig en kaspisk hingst fra 2011, og han er den eneste hingst på hele rideskolen!
Med sin smukke mørkeskimmel farve ligner han noget fra et eventyr, og han ved det godt selv. Han er en "Hingst med stort H" – han er stolt, modig og passer på alle de andre heste. Faktisk er han far til hele seks føl her på rideskolen, så han er en rigtig familie-fyr!
Selvom Allan kun er 120 cm, er han ikke en pony for hvem som helst. Han leder efter en rytter, der ikke er for stor, men som til gengæld har helt styr på sine ridning. Han er ikke til nybegyndere, for Allan kræver en makker, der ved, hvad de laver. Til gengæld får man en helt fantastisk oplevelse, når man først har vundet hans respekt.
Vidste du at... Allan ser sig selv som rideskolens beskytter? Det er derfor, han altid står på sin faste plads og holder øje. Han er en lille hest med en meget stor personlighed, og han elsker ryttere, der er lige så fokuserede, som han selv er.
Mød Basil! Eller "Wahzeem", som han egentlig hedder i sit pas – men da det er lidt svært at sige, kalder vi ham altid bare for Basil. Han er en smuk fuldblods-araber fra 2003, og med sine 147 cm er han en stor og flot 1’er pony.
Basil ligner en hest direkte fra et eventyr. Han er helt hvid, men da han var ung, var han faktisk det, man kalder skimmel (gråblå). Fordi han er en araber, har han nogle helt særlige kendetegn: Han bærer sin hale højt, løfter hovedet stolt og har et fint, næsten trekantet ansigt. Han bevæger sine ben hurtigt og elegant – det er fordi, hans race oprindeligt er bygget til at løbe i ørkenens sand!
I dag er Basil en stjerne til dressur, hvor han er både sød og rar. Han kan dog godt finde på at drille lidt i galoppen, hvis man ikke er så rutineret endnu. Men bare rolig – så snart I lærer hinanden at kende, vil han gøre alt for dig.
Vidste du at... Basil faktisk var en rigtig dygtig springpony i sine yngre dage? I dag springer han dog ikke mere, da vi passer ekstra godt på hans forben, så han kan blive ved med at være rideskolens kloge dressur-konge i mange år endnu. Du finder ham i den store stald i en af boksene på venstre side.
Mød Cherrie! En frisk og smuk brun hoppe fra 2006 på 135 cm. Cherrie flyttede hele vejen fra Jylland til os i 2025, og hun har taget os med storm lige siden.
Cherrie er ikke en pony, der gider stå stille og kigge på blomsterne – hun vil i gang! Hun er nemlig ikke altid den mest tålmodige dame, og hun har faktisk ikke altid tid til at vente på, at rytteren overhovedet er kommet helt op i sadlen, før hun er klar til at starte timen. Derfor er hun den perfekte pony til de lidt mere rutinerede ryttere, der kan følge med i hendes tempo.
Hun elsker fart, er en super springer og er verdens sødeste at have med på tur i skoven. Men man skal holde godt fast, for når Cherrie ser en åben mark eller et spring, så spidser hun ører!
Vidste du at... Cherrie har en meget, meget stor kærlighed til mad? Faktisk er hun så glad for godbidder og græs, at hun altid kæmper lidt med formen. Nogle gange er hun så rund om maven, at man skulle tro, der var et føl på vej – men bare rolig, det er altså bare "mad-muskler"!
Mød Cirkeline! Hun er fra 2010 og selvom hun kun er 118 cm, så tag ikke fejl – hun er faktisk slet ikke en pony, selvom størrelsen måske tyder på det. Cirkeline er en kaspisk hest, en ret sjælden race i Danmark. Hun er lille og fin med sine tynde, men stærke ben og lille hoved. Hun ligner en miniature-hest.
Cirkeline er en absolut yndling hos både små og store ryttere. Hun er altid sød og let at ride, uanset om man er nybegynder eller øvet. Hun har prøvet det hele: Hun har gået på landsholdet i Mounted Games for U12-ryttere og vundet masser af rosetter til springstævner. Hun er en lille superatlet! Det eneste, hun ikke er fan af, er at få spændt gjorden – der kan hun godt lige vise, at hun er en dame med egne meninger.
Vidste du at... Cirkeline er lidt af en fri fugl? Hun og hendes bedste ven, Dundee, har den luksus, at de ofte går frit rundt på rideskolen. Men man skal holde øje med hende! Hvis hun ser sit snit til det, forvandler hun sig til en lille "foder-tyv" og bider hul i alle foderposerne, når de bliver leveret. Det må hun selvfølgelig ikke for sin mave, men hun synes selv, det er en fantastisk leg!
Mød Dolly! En smuk brunbroget hoppe fra 2005 på 136 cm. Dolly er en rigtig dame, og hun ved præcis, hvad hun vil have. Når hun bliver sadlet op, kan hun godt virke lidt bisset, og hun foretrækker også at have sit eget personlige frirum på ridebanen – hun bryder sig nemlig ikke om, når de andre kommer for tæt på hendes smukke pels!
Men så snart du sidder i sadlen, forvandler hun sig til den mest fantastiske ridehest. Dolly er en sand professionel; hun har været på landsholdet i Mounted Games for U15-ryttere og har rejst i både ind- og udland for at vinde konkurrencer. Hun er en super allround-pony, der både springer med masser af selvtillid og går en rigtig fin dressur.
Vidste du at... Dolly har en helt særlig aftale med sin bedste veninde, Cherrie. De to går altid på fold sammen, og de har deres helt eget interne system for, hvem af dem der bestemmer den dag. De er dog 100% enige om én ting: Der er ingen andre heste på rideskolen, der er halvt så smukke eller dygtige, som de to er!
Mød Dundee! Selvom Dundee er født helt tilbage i 1997, så lad dig ikke narre af hans alder. Han er rideskolens stolte alderspræsident og gårdens maskot med en højde på ? cm, og han har oplevet mere end de fleste heste drømmer om.
Dundee er en sand verdensmand, der har rejst til både EM, DM og VM og været Mounted Games hest. Han har vundet medaljer og rosetter i både ind- og udland, så han ved præcis, hvordan man gør. Selvom han nu mest bruger tid med sin faste part, elsker han stadig at træne lidt games om mandagen, men kun på hyggeplan.
Han er en lidt følsom herre, der ikke bryder sig om at gå med for mange andre heste. Det kan gøre ham lidt utryg og bange, men heldigvis har han sin bedste ven, Cirkeline. De to er uadskillelige og har den særlige luksus, at de får lov til at gå frit rundt på området, uden at være lukket inde på en fold.
Vidste du at... Dundee stadig har masser af krudt i numsen? Selvom han er en ældre herre, kan han stadig finde på at lave et lille bukkespring, hvis han er i det humør! Og når I rider i skoven, skal du holde godt fast i tøjlen; hvis han ser en lækker tot græs, snupper han den ret pludseligt – og han er så stærk, at han har haft held med at vippe en rytter eller to ud af sadlen for at få sin snack!
Mød Filucka! En smuk rød pony fra 2012 på 135 cm, som du ikke kan undgå at lægge mærke til med hendes fine hvide pletter på kroppen.
Filucka har ikke altid været den nemmeste pige i klassen. Da hun kom til os, var hun ikke vant til at blive redet ret meget, så hun havde sin helt egen mening om både fart og retning! Det krævede lidt tålmodighed i starten, men i dag er hun blevet den sødeste, mest medgørlige pony, man kan ønske sig. Hun har faktisk fået sin helt egen fanklub på rideskolen, så hun er en meget populær dame!
Hun er en rigtig allround-stjerne: Hun springer fantastisk, elsker en hyggelig tur i skoven, og så er hun blevet så dygtig til dressur, at hun skal repræsentere Jettes Rideskole i Elevskolecuppen. Det er vi bare så stolte af!
Hvem er hvem? Filuckas navn gemmer på en ret sjov historie: Hun er faktisk en lille "hemmelig agent"! Da hun kom til rideskolen, var der byttet rundt på hendes og søsterens papirer. Så i virkeligheden hedder hun faktisk Fiona i sit pas – men her hos os vil hun altid være vores allesammens Filucka. Det gælder om at holde tungen lige i munden, når dyrlægen kommer på besøg eller til stævne!
Vidste du at... Filucka er et rigtigt familiemenneske? Hun hænger altid ud med sin halvbror Müsli, nevøen Walter og vennen Chaplin. De fire er en fasttømret lille bande, der bare elsker hinandens selskab.
Mød Perfect Happiness! Det er et lidt langt navn, så til daglig kalder vi hende selvfølgelig bare Happy. Hun er en utrolig smuk lille 3’er pony fra 2014 på 120 cm, og hun lever virkelig op til sit navn – for hun spreder rigtig meget glæde på gården.
Happy er verdensmester i at hygge. Hun elsker opmærksomhed og kan stå på staldgangen i timevis, mens du nusser og strigler hende. Hun er også en rigtig livsnyder; på folden har hun sit helt eget yndlingsspot, hvor hun står og blunder med lukkede øjne, når solen bager på hendes pels. Hun er super nem at hente og altid klar på en tur på ridebanen.
Hun er en fantastisk pony til både dressur og spring, men Mounted Games er ikke lige hende – det bliver lidt for forvirrende og stressende. Selvom hun er modig til meget, har hun nemlig en ret livlig fantasi!
Vidste du at... Happy er helt overbevist om, at der findes monstre? Hvis hun var et barn, ville hun nok være bange for monstre under sengen, selvom mor og far har vist, at de ikke findes. Nogle gange kan hun nemlig bilde sig selv ind, at der gemmer sig et farligt “monster” i ridehuset eller bag hegnet, og så får hun pludselig meget travlt med at løbe den anden vej! Heldigvis har hun mange fans på rideskolen, der ved præcis, hvordan man beroliger hende og minder hende om, at monstrene slet ikke findes.
Mød Nøddebogårds Haya – eller bare Haya, som vi kalder hende til daglig. Haya er en dame fra 2003 med en højde på ? cm. Hun er en helt særlig hoppe, der er en blanding af araber og trakehner. Hun er faktisk så fin, at dyrlægen har foreslået, vi skulle lave føl på hende, fordi hendes papirer er helt i top!
Haya er en dame med stor personlighed. Hun er "bestemt", men samtidig blød som smør, når man først kender hende. Hun rides oftest af vores voksne ryttere, da hun trives allerbedst med at have sine faste mennesker, som hun kender og er tryg ved.
På folden går hun sammen med de andre ældre avlshopper, og de har det ret afslappet – de vil hellere spise græs end at slås! Selvom Haya ved, at hun ikke er den, der bestemmer på folden, så prøver hun nogle gange at spille lidt "boss", hvis der en sjælden gang kommer en ny hest. For hun vil ikke helt acceptere det. Men de finder nu hurtigt ud af, at hun mest bare er sød, selvom hun måske synes noget andet selv.
Vidste du at... Haya har en helt særlig måde at gå på, når du henter hende på folden? Hun "spiller lidt sej" og markerer sig over for de andre heste, når hun følger med dig. Det er som om hun tænker: "Se mig, nu er det mig, der har et menneske med!" Hun gør aldrig noget, men hun føler sig bare lige lidt stærkere, når hun går ved din side.
Mød John! En smuk og utroligt kærlig fyr fra 2013. Med sine 142 cm er han den perfekte størrelse, og han er præcis lige så god, som dagen er lang. Hvis der fandtes en guldmedalje i at putte, så ville John vinde den hver eneste gang!
John er dog en helt særlig pony, for han er blind på sit højre øje. Det betyder, at han har brug for en rytter, der vil være hans allerbedste ven og guide. Fordi han ikke kan se noget til højre, kan han godt blive lidt forskrækket, hvis man dukker hurtigt op fra den side – men så snart han mærker, at han kan være tryg ved dig, vil han gøre alt for dig.
Selvom han mangler synet på det ene øje, er han faktisk en lille supermand! Han er overhovedet ikke bange for noget (så længe han ved, du er der), og han er en fantastisk springer, der elsker at få luft under hovene. Han kan godt blive lidt ivrig og glad, og hvis han bliver lidt for forskrækket, kan han godt finde på at lave et lille glædes- eller forskrækkelses-buk – men det er bare hans måde at sige: "Pas lige på mig!".
Vidste du at... John er en kæmpe slikmund? Den hurtigste vej til hans tillid (og hans hjerte) er gennem maven. Hvis du har en lækker godbid med, er du allerede godt på vej til at blive Johns nye yndlingsmenneske.
Mød Kida! En smuk hvid hoppe fra 2009, der med sine 140 cm er en rigtig god, stor 2’er pony. Kida er en pony med masser af personlighed – hun er nemlig lidt af en "tøsepige" og kan have nogle dage i brunst, hvor hun føler sig lidt PMS-agtig.
Kida startede faktisk sin karriere som Sarahs personlige Mounted Games-pony, men da hun ikke altid gad, at Sarah hoppede med hende i fuld fart under sin brunst, besluttede hun sig for at blive rideskolepony i stedet. Det er vi utroligt glade for! Hun er nemlig fantastisk til både dressur, spring og hyggelige skovture. Kida er dog ikke for de helt grønne nybegyndere, da hun har sine egne meninger, når hun er i sit "tøse-humør".
På staldgangen er hun den sødeste i verden; hun er nem at sadle op, elsker at gå tur i området og er allerlykkeligst, hvis hun får lov til at snuppe en mundfuld græs undervejs.
Vidste du at... Kida er rideskolens største rodehoved? Hvis hun var et menneske, ville hun altid have pletter på tøjet og huller på knæene! Hun bor i dag i løsdriften, fordi hun simpelthen svinede alt for meget, da hun boede i boks. Hun havde sin helt egen (og ret klamme) metode med at bruge boksen som toilet og så trampe det hele godt og grundigt rundt bagefter. Så hvis du skal hente hende, skal du lede efter den største af de hvide ponyer på ponyløsdriften.
Mød Lancet! Selvom Lancet er fra 2001 og har en højde på ? cm, er han stadig en af de mest charmerende herrer i stalden. Han er en rød 1’er pony fra Holland, derfor har han også et lidt sjovt fornavn, men hos os er han bare Lancet. Han er en utrolig nem pony; let at fange på folden, sød at trække med, og der er bare intet ondt i ham.
Lancet gemmer på en ret vild historie: Før han kom til Jettes Rideskole, var han en dressurpony og boede på et rigtigt slot! Han har nemlig tidligere været ejet af Prinsesse Isabella, som red ham, indtil hun blev for stor til ham. Så han er vant til fine forhold, men han elsker heldigvis livet her hos os mindst lige så højt, det er vi meget taknemmelige for.
Han er en dygtig dressurpony, men han har en lille smule livlig fantasi. Nogle gange kan han nemlig "se spøgelser"! Hvis der pludselig står en ny ting i ridehuset, eller noget ikke er, som det plejer, skal han lige bruge et øjeblik på at se det an, før han tør gå forbi. Han er ikke bange – han er bare meget forsigtig.
Vidste du at... Lancet har sin helt egen faste part, der hygger om ham og rider næsten hver dag? Derfor går han kun med i rideskolen nogle få dage om ugen, og de elever, der får lov at ride ham, føler sig altid som noget helt særligt. Du finder ham nede i den bagerste stald (dvs. igennem døren for enden af hovedstalden) i den første boks på venstre side. Husk at passe godt på hans udstyr og hænge det pænt på plads – det er trods alt en "kongelig" garderobe!
Mød Manna! Hun er en utrolig skøn, sød og blid hoppe fra 2006. Med sine 124 cm er hun en perfekt kategori 3 pony, der vandt alle vores hjerter, da hun flyttede fra Jylland til Sjælland i 2022.
Manna er den type pony, man bare har lyst til at kramme hele dagen. Hun elsker at stå på staldgangen, blive striglet og bare mærke, at der bliver hygget om hende. Der er dog én lille ting: Hun er ikke vild med at få hovedtøj på. Det skal gøres med masser af tålmodighed og en rolig hånd – og hvis hun driller lidt, står vores dygtige hjælpere altid klar til at give en hånd med!
Selvom Manna har et "grønt pas" (hvilket betyder, at hun er et charmerende gadekryds uden fin stamtavle), så er hun en absolut stjerne. Vi gætter på, at der er noget Welsh-pony i hende, for hun minder utroligt meget om Mini Kaj, Kassandra og Menina. Faktisk ligner de hinanden så meget, at man skal se sig godt for, så man ikke får den forkerte hvide pony med ind fra folden!
Vidste du at... Manna har fundet sin helt store kærlighed på rideskolen? Hendes absolutte bedste ven er Mini Kaj. De to hænger sammen hele tiden, og hvis vi ikke vidste bedre, skulle man tro, de var kærester! Hun er da også en ret lækker dame, så vi forstår godt Mini Kaj.
Mød Mille! En sortbroget dame i sin allerbedste alder, født i 2001. Selvom hun kun måler 118 cm, har hun en selvtillid, der er mindst dobbelt så stor!
Mille er en pony med masser af krudt i numsen. Hun elsker fart, og hendes absolutte yndlingsdisciplin er Mounted Games. Hun er faktisk så dygtig, at hun har deltaget i VM par, hvor hun bar en rytter hele vejen fra Sydafrika på ryggen! Hun kan det hele – uanset om det er spring, dressur, alm. hold eller en sjov tur i skoven. Og hvis turen går forbi stranden, skal du glæde dig; Mille elsker nemlig at bade så meget, at hun ligner en søhest, der næsten dykker med hovedet under vandet!
Mille er en bestemt dame, og da hun kom til os fra en anden rideskole, var hun kendt for at give andre ponyer besked med spark, hvis de kom for tæt på. Her på rideskolen er hun faldet helt til, men hun kan stadig godt lide at have lidt "privatliv". Så husk at holde en god afstand til de andre ponyer, når I f.eks. venter i ridehuset – så er Mille den gladeste og sødeste makker i verden.
Vidste du at... Mille er super nem at kende på folden. Hun bor i løsdriften sammen med alle de hvide ponyer. Blandt alle de hvide skyer står der kun to brogede ponyer: Perle, som er brunbroget, og Mille, som er sortbroget. Selvom de er lige høje og lige søde, kan du kende Mille på farven.
Mød Mini Kaj! Selvom hans stamtavle siger Dragonfly Llewelyn, så lyder det jo ikke helt så praktisk i hverdagen. Mini Kaj er en renavlet Welsh-pony fra 2014 på 120 cm, og han er proppet med selvtillid og klogskab helt ud til de hvide ørespidser!
Mini Kaj elsker at være midtpunkt, og det er der en god grund til. Han er nemlig en tidligere stjerne på landsholdet i Mounted Games, og han elsker stadig den sport over alt på jorden. Faktisk elsker han det så meget, at han reagerer med det samme, hvis han hører en fløjte – han tror nemlig instinktivt, at en games leg er i gang! Derfor kan dommerne til springstævner heller ikke bruge deres fløjte, når det er hans tur, for så tror han, det gælder om at ræse afsted i games-tempo!
I dag er han super dygtig til både dressur og spring. Og hvis du leder efter en pony, der kan lidt ud over det sædvanlige, så er det ham her – han kender nemlig en masse små tricks!
Vidste du at... Mini Kaj er en rigtig livsnyder? Når foråret kommer, gider han ikke nøjes med græsset på jorden. Han har lært at stå på bagbenene for at kunne nå de lækreste, friske blade på grenene! Han er også ekspert i at forvandle sig fra en smuk hvid pony til en mudder-pony på rekordtid, for han elsker at rulle sig, så snart han får chancen.
Mød Müsli! Hvis man skulle tegne den perfekte pony, ville han ligne Müsli. Han er født i 2012 og er 130 cm høj – hvilket faktisk gør ham til en kategori 3 pony. Han mangler kun 1 cm for at være en kategori 2, og det er han vist ret godt tilfreds med, for så behøver han ikke springe nær så højt som de store!
Müsli er præcis, som en pony skal være: Han er tilpas fræk, tilpas sød, tilpas rolig og tilpas styrbar. Og nå ja... så er han også "tilpas tyk", som en rigtig livsnyder skal være. Han er en ægte ener, som næsten alle på rideskolen kender og elsker. Han kan det hele: Gå smuk dressur, springe som en drøm og give den gas i Mounted Games både i Danmark og i udlandet.
Vidste du at... Müsli er en del af rideskolens mest trofaste trekløver. Han, Walter og Chaplin er uadskillelige. Hvis de bliver skilt ad, tager de sagen i egen hov! Müsli er kendt for at lukke øjnene og løbe direkte gennem hegnet for at komme ind til sine venner, hvis de står på hver sin fold. Deres trekløver er et ægte venskab – også selvom det giver lidt ekstra arbejde med hegnet!
Mød Rafko! Selvom Rafko er født i 2003, så lad dig ikke narre af dåbsattesten – han er stadig en fantastisk lille fyr på 125 cm, der har prøvet mere end de fleste.
Rafko er en sand legende på Jettes Rideskole. Han er nemlig tidligere stjerne i Mounted Games, så han er lynhurtig i vendingerne og ved præcis, hvad han laver. I dag har han dog fundet sit sande kald: Han er ponyen, der kan ride med alle! Uanset om det er din allerførste gang i sadlen, eller om du har redet i flere år, så passer Rafko på dig.
Han er kendt for at være utrolig puttesyg – hvis han kunne, ville han sikkert med hjem i stuen og se film i sofaen! Han elsker at møde nye børn, og han er verdensmester i at give begyndere selvtillid og lære dem, hvor vidunderlige heste er.
Vidste du at... Rafko godt kan være lidt stædig en gang imellem? Han har sine egne meninger (som en rigtig pony skal have), men i sidste ende er han så dygtig, at han altid gør præcis det, han bliver bedt om – især hvis han kan mærke, at du har brug for en ekstra god ven på banen.