Rideskolens historie
Jettes rideskole blev startet i 2009. De første år var rideskolen beliggende på Rødegårdsvej på et lille husmandssted.
Rideskolen blev etableret, da min (Jettes) datter gerne ville ride sammen med hendes klassekammerater, og da jeg i forbindelse med mit job med udsatte unge brugte ridning som pædagogisk værktøj.
Samlet set var det rimeligt besværligt at benytte kommunens rideskoler til 6–7 piger på 8 år og forskellige unge med diverse problemstillinger, hvilket betød, at jeg måtte finde på noget andet. Det mest nærliggende var at starte undervisning op hjemme i egne rammer – at lave min egen private rideskole.
På daværende tidspunkt havde jeg to DV-hopper og et par ponyer.
Ret hurtigt var det absolut ikke nok med 4 heste. Det stod klart, at det krævede flere ponyer at fortsætte.
Efter det første år med fuldtidsjob og en lille, voksende rideskole i hjemmet besluttede jeg at tage orlov fra mit arbejde og gå all in med rideskolen. Det var midt i finanskrisen, så der var ikke mange, der støttede op om min “fantastiske” idé om at oprette en egentlig rideskole. De fleste trak på smilebåndet og troede, at jeg var skør. Men jeg tog skridtet og har aldrig haft tid siden til at se mig tilbage og fortryde det.
I dag er rideskolen beliggende på Karlsgårdsvej, et stenkast væk fra, hvor det hele startede. Det lille husmandssted er nabo til rideskolen.
Gården, som rideskolen er beliggende på i dag, var tidligere – før EF – en æbleplantage. Da Danmark trådte ind i EF, blev det urentabelt at drive plantage. Derfor overgik gården til at opdrætte grise.
Da jeg overtog gården, som hedder Limborggaard efter den tidligere ejer, stod alle driftsbygninger tomme, og markerne var forpagtet ud.
I september 2010 overtog jeg gården, og lige siden har vi stille og roligt udviklet os og forbedret gårdens faciliteter samt udvidet antallet af heste og ponyer.
Udover rideskolen driver jeg også et stutteri på gården. Stutteriet hedder “Sahara”, så alle vores hjemmeavlede heste og ponyer hedder Saharais… f.eks. “Saharis Favorite Carlos”.
Idéen bag at drive et stutteri sideløbende med rideskolen har vist sig at være god. Dels avler jeg heste til videresalg, og dels avler jeg til eget forbrug i rideskolen. Ved at avle heste og ponyer selv får jeg gode, stabile dyr til rideskolen. De er født i miljøet, vant til mange mennesker, kender os og er trygge ved os. Samtidig er det meget svært at købe heste og ponyer til rideskoler i dag.
Dels er den slags heste, vi skal bruge, i høj kurs og dyre, og dels er der rigtig mange, som ikke vil sælge til rideskoler. Der er mange myter om, at heste og ponyer på rideskoler ikke har et godt liv. En trist fordom, som gør det svært for rideskoler at skaffe gode heste til deres elever.
I dag har jeg her på rideskolen en bred skare af heste og ponyer. Der er til den nervøse rytter, til store og til små, til nybegynderen og også til de øvede ryttere. De fleste af mine egne rideheste bliver brugt i rideskolen, dvs. den ene dag tager jeg til træning på min hest, og den næste dag bruges han i rideskolen – til glæde for ham og alle eleverne. Også mange af ponyerne bruges dels i rideskolen og dels privat, og der, hvor det er muligt og forsvarligt, får ponyer og heste mulighed for at komme ud til stævner. Mange af ponyerne har gået mounted games på højt niveau sideløbende med, at de bruges i rideskolen. Så de fleste af dem er nervefaste og trives med deres liv. De oplever verden, bliver feteret som stjerner, får lov at stresse af med mounted games og bliver nusset og taget hånd om af vores elever til hverdag.
Mange ting er anderledes fra dengang, rideskolen blev etableret, men et fundamentalt forhold er stadig gældende: Her skal være plads til alle. Her er ingen vigtigere end andre. Her er der plads og rum til forskellighed. Her kan man være sig selv uanset alder, rideniveau, funktionsniveau, egen hest eller ej, mange penge eller ej. Rideskolen er hverken super fin eller super fancy, men vi har plads og hjerterum til alle. Der er stort set altid en person i stalden til at tage imod og hjælpe med at sadle op og sadle af. Selvfølgelig er der flest hjælpere tilknyttet om lørdagen, da det er fridag for de fleste. Derfor er de fleste af vores nybegynderhold også lagt om lørdagen, så alle er sikret mest muligt hjælp.
Vi er en del, der er tilknyttet rideskolen med pædagogisk baggrund, og vi ønsker at sikre en mangfoldighed og rummelighed i vores tilbud.
Som elev på rideskolen betaler man ikke et fast månedligt beløb. I stedet har vi et klippekortsystem, hvor man betaler for 10 ridetimer ad gangen. Dette betyder, at man kun betaler for de timer, man rent faktisk deltager i. Således har vi en del skilsmissebørn tilknyttet rideskolen. Mange af dem rider kun hver anden uge og betaler derved kun for hver anden uge. Vi har også mange hold, som består af klassekammerater, der rider sammen, mødre og døtre, der rider sammen osv. Vi prøver så vidt muligt at lave vores tilbud efter, hvad der efterspørges.
Rigtig mange af vores piger og drenge opholder sig hele og halve dage på rideskolen, når de bliver mere rutinerede i hestemiljøet. Især har vi mange, som hygger sig og hjælper, hvor de kan, om lørdagen.
Jeg håber, denne introduktion til rideskolen giver dig lyst og mod på at komme forbi og se stedet. Skulle det mod forventning ikke være noget for netop dig, så er der heldigvis et stort udvalg af rideskoler i Helsingør. Der er bl.a. to kommunale rideskoler – en i Nygård og en i Espergærde.